Min interesse for klatring og klatresportens historiske røtter gjorde at jeg i 1993 skrev brev til den danske klatreveteranen Carsten Berg-Sørensen. Jeg ville gjerne vite mer om hva som skjedde denne sommerdagen for vel 60 år siden da to unge danske gutter klatret den inntil da vanskeligste ruta på Romsdalshorn, Sydeggen på Lillehornet.
Siden da har vi holdt kontakten. Det følgende inneholder utdrag av brev jeg har fått fra den nå 83 år gamle danske fjellklatreren, og er gjengitt med hans tillatelse. Jeg begynner med et brev datert 2. desember 2016. Her får vi høre om Carstens aller første klatretur, normalvegen på Romsdalshorn, og om hans første møte med Arne Randers Heen. En morsom detalj er at de unge danskene fikk oppleve det samme som så mange andre klatrere på besøk på Åndalsnes.
Gjennom vinduet oppe under taket i skredderverkstedet sitt hadde Arne full oversikt over føttene og fottøyet til folk som gikk forbi på fortauet i Romsdalsgata. Han reagerte spontant dersom han så folk med fjellstøvler, la fra seg arbeidet og løp ut for å ta kontakt. Denne gangen var det den unge danske klatreren Carsten Berg-Sørensen og hans kamerat Valdemar Tilly som fikk glede av Arnes nysgjerrighet og hjelpsomhet. Her er et utdrag fra Carstens brev:
"Mange takk for den tilsendt bog om Arne Randers Heen. Den får mig til at tænke på mit første møde med Arne. I 1955 tog Valdemar og jeg toget til Åndalsnes. På vej gjennem byen for å finne en teltplass kom en mand op fra en kælder. Han havde set nogle gutter med bjergstøvler gå forbi, og vilde gjerne vide hvilke planer vi havde. Da vi hadde røbet det, sørgende han for at få os kørt ind i Vengedalen og hytten der, som han stillede til vor rådighed. Tilbage i Åndalsnes etter å ha vært på toppen av Romsdalshorn, fortalte Arne oss at det vi havde foretaget var den første danske bestigning av Romsdalshorn uden fører, for Carl Hall havde jo haft to lokale førere med på sin bestigning i 1881. Dette var for øvrigt min første bestigning af et bjerg!"
I 1956 vendte jeg tilbage til Romsdalen, denne gang sammen med min fetter Terkel. Den 2. august klatret vi Sydeggen på Lille Romsdalshorn. Dagen etter klatret vi først Nordvæggen på Romsdalshorn, og deretter gjorde vi samme dag tredjebestigning av Østeggen på Romsdalshorn. Dessverre tillod ikke vejret flere bestigninger.
Vel hjemme i Danmark blev vi modtaget af familien på havnen. De medbragte en avis, Politiken, der omtalte vore bestigninger. Det var Arne som havde sendt oplysningerne til avisen. Terkels moder skældte mig ud, for jeg havde jo lovet at passe på ham. Det hører med til historien at Terkel ikke havde klatret før, og heller ikke senere!»
I et tidligere brev, datert 27. desember 1993, gav Carsten Berg-Sørensen meg på oppfordring en detaljert beskrivelse av den oppsiktsvekkende førstebestigningen av Sydeggen på Lillehornet:
«I klatremessig henseende var min fetter Terkel, der var med på bestigningen, og jeg et umake par. Terkel var en dyktig gymnast, men havde ikke klatret før. Nu kan du så spørge, hvorfor jeg tog ham med, men det er der faktisk en god forklaring på. Den Danske Bjergklub var blevet stiftet i 1951, men dels var der få virkelige aktive klatrere de første år, så det var svært at finde partnere, og dels var det ikke god latin at klatre uden fører, og det ville jeg, der i 1956 var i gang med min anden klatresæson. Jeg var nettopp kommet fra Østerrige, hvor jeg havde deltaget i et 14 dagers klatrekursus, med det resultat at jeg var blevet engasjeret til i 1957 i 6 uger at fungere som hjelpeinstruktør på bjergskolen.
Fuld af selvtillid og klatrelyst tog jeg sammen med Terkel videre til Norge, hvor vi med et tungt telt, proviant i små mengder og klatreudstyr, slæbte og sultet os gjennem Jotunheimen, før vi kom til Romsdalen. I Vengedalen havde Arne på det vennligste stillet Tindeklubbens hytte til vor rådighed. Første tur skulle være Hornet ad Hall’s rende. Det havde været min debuttop som klatrer i 1955, og nu skulde det også være Terkel’s, men sådan kom det ikke til at gå på grunn av tåke den 2. august 1956.
Vi havde ikke taget den trykte fører med, og gik i all enkelhed galt af ruten i det tågede vejr. Det var vel lidt flovt, men også lykkeligt, hvad vi naturligvis ikke vidste på det tidspunkt. Efter at have rodet rundt i et par timer, søgte vi ned i brebotnen øst for Hornet for eventuelt derfra at få øye på Hall’s rende. Efter kort tids forløb kom vi til en stor rende, og selv om vi ikke nedenfra kunne se skaret mellem Lillehornet og Storehornet, mente jeg at vi var på rett vej. Efter en god time nåede vi en kløft. At vi igjen var gået galt af Hall’s rende, stod os på et tidligt tidspunkt klart, men vi havde ikke lyst til igjen at vende om.
Vi var klar over at vi var nået til kløften syd for Lillehornet, og nu var spørsmålet; hvorledes kunde vi komme os videre herfra i det oppklarnende vejr? Der var tilsyneladende to muligheder, for vi overvejede på intet tidspunkt at vende om. Terkel vilde helst prøve at klatre op fra en hylde under sydvæggen, medens jeg foretrak sydeggen, for jeg mente bestemt at jeg kunde komme i gang med ruten ved at trække mig op på den lille hylde med et godt tag lett synligt fra kløften. Ikke minst hvis jeg stod op på de tre trappeformede blokke til venstre for hjørnet. Sådan ble det, og det lykkedes mig da også at nå taget, men op kom jeg nu ikke før jeg havde brugt Terkel som «fjerde blok». Den første reblængde var den sværeste med megen friktionsklatring op til en fin standplads, og med god hjelp af rebet fik Terkel klatret sin første reblængde nogensinde. Den næste replændge var lidt nemmere og bragte os op under det lange overhæng, som vi omgik ude til venstre. Efter endnu et stykke med vanskelig klatring kom vi op til nogle store blokke på eggen, hvorefter resten var nemt. Jeg brukte ingen bolte på den korte rute, som virkelig bød på fin friklatring. Ikke at vi ikke havde bolter med, men jeg fant intet behov for dem under klatringen.»
Da de unge danske klatrerne møtte Arne Randers Heen på Åndalsnes etter sine to klatredager på Lillehornet og Romsdalshornet, fortalte de om de tre rutene de hadde gått. Arne kunne da fortelle dem at i tilfelle de hadde klatret opp eggen på sørsida av Lillehornet, så var dette ei ny rute! Arne var naturlig nok imponert, men var litt usikker på om de faktisk hadde klatret selve eggen rett opp fra skaret og ikke en variant på hans egen rute fra 1928, «Sørveggen». Den ruta går i veggen til venstre for eggen. Sammen med de lokale klatrerne Adolf Grüner, Hans Lange og Arne Næss (Molde), repeterte han «Sydeggen» den 23. september samme år. Arne har opplyst at han måtte stå på skuldrene til en av de andre klatrerne for å komme opp cruxet i første taulengde. Med andre ord samme metode som Carsten hadde brukt på en passasje som fremdeles holder graden 5+, og som går i kompakt fjell uten sikringsmuligeheter.
Det følgende er moldeklatreren Arne Næss’ kortfattede dagboksnotat om denne klatreturen:
«23.september 1956: Romsdalshorn ad Sydeggen, 2. bestigning etter to dansker, av Arne Randers Heen, Arne Næss, Hans Lange og Adolf Grüner. Først 10 meter meget vanskelig og kneppert. Ellers er klatringen vanskelig. 2 tekniske bolter og 1 bolt til sikring anvendt. Stekende sol og helt stille vær på hele turen. Klatter av nysnø lå på toppen av «Hornet». En stor bolt ble støpt fast øverst i Halls renne. Vengedalen var kledt i vakre høstfarger.»
Og visst fant de fire romsdalingene fysiske bevis på at Carsten og Terkel hadde snakket sant. Arne Randers Heen har fortalt meg at de fant ulltråd hektet fast i svartlavet oppe i fjellveggen. Fargen på ulltråden stemte med fargen på Carstens genser! Et morsomt ekstrapoeng er at vi gjennom Arne Næss’ dagboksnotat også får datoen for når den solide rappellkroken ved toppen av Halls renne ble støpt inn. Den aller første borebolten på Romsdalshornet ble altså satt inn for vel 60 år siden, 23. september 1956. Den karakteristiske kroken av en bolt er for øvrig smidd av et geværløp, som Arne var misfornøyd meg. Han skal ha sagt et «det skaut skeivt», ifølge opplysninger fra Oddmund Unhjem.
Etter min oppfatning, med den begrensning at jeg ikke har gått alle, er Sydeggen på Lillehornet den fineste av klatrerutene på Romsdalshornet. Det skrev jeg da også i brevet til Carsten Berg-Sørensen i 1993. Slik avslutter han svarbrevet:
«Jeg har klatret mange ruter siden, og vært så heldig at foretage en del førstebestigninger i Grønland og en enkelt i Nepal, men Sydeggen på Hornet vil for alltid stå for mig som noe særligt. Derfor glæder det mig også meget at du kalder den rute for den fineste av rutene på Hornet.»
Carsten Berg-Sørensen har etter grundige kildestudier skrevet boka om Carl Hall (1848 - 1908), den danske tindebestigeren og fjellklatreren som sammen med engelskmannen William Cecil Slingsby kan sies å være norsk fjellklatrings fedre. Til sammen 49 førstebestigninger rakk Carl Hall å gjennomføre i løpet av 20 svært aktive sesonger i norske tinder. Carsten Berg-Sørensens svært velskrevne og interessante biografi, «Dansk fjellklatrepioner i norske fjell», ble utgitt i årbok for Norsk Fjellmuseum i Lom i år 2000. Det er på tide å utgi den på nytt «på egen rygg» og, gjerne i en praktutgave med flere bilder.
